Denne Ph.d. er en artikel-Ph.d. og består af tre artikler, der er integreret i en længere baggrundssektion, der indeholder 1) en forskningsoversigt over Blixen Kierkegaard forskningen fra 1934 til i dag, 2) refleksioner over den teori og metode, der er anvendt i hver af artiklerne, 3) en række supplerende analyser af Blixenfortællinger, der i særlig grad beskæftiger sig med væsentlige ideer eller karakterer fra Kierkegaard’s æstetiskpseudonyme forfatterskab (1843-1846) samt 4) et afsluttende kapitel, der sammenstiller observationerne fra artiklerne og de supplerende analyser. Den hovedtese, som Ph.d.en påviser, er, at Karen Blixen i vid udstrækning brugte sine fortællinger til at bedrive skjult polemik mod Kierkegaard (primært i forhold til kristendom og køn) i stedet for blot at overtage hans ideer, som det meste af forskningen tidligere har gået ud fra,. Der er ingen tvivl om at Karen Blixen var misfornøjet med fraværet af kvindelige karakterer og synsvinkler i Kierkegaard’s forfatterskab. Bortset fra to korte breve fra Cordelia i “Forførerens Dagbog” (1843) er kvinden gennem hele Kierkegaard’s forfatterskab formidlet gennem mandens opfattelse - ofte ud fra et æstetisk-romantisk syn på hende som Madonna, der er helt uvidende om erotik og seksualitet, og om hvordan mænd fungerer. I en række modfortællinger gør Blixen op med denne forestilling bl.a. gennem karakterne Annelise, Polly og Ehrengard, som er unge kvindelige forførere med appetit på erotiske og som bestemt heller ikke mangler hverken ånd og snilde. Ph.d.en påviser også at Blixen allerede i 1920erne havde indgående kendskab til det meste af Kierkegaard’s æstetisk-pseudonyme forfatterskab og at Sandhedens Hævn (1926) er den allerførste Kierkegaard-modfortælling, der støttet af Georg Brandes Kritik af Kierkegaards kristendom, kan læses som en materialistisk parodi på Kierkegaard’s Frygt og Bæven (1843). I “En Historie om en Perle” er det Kierkegaard’s Begrebet Angest (1844), der er målet for Blixen’s kritik, og hun vender op og ned på begreberne, så det her er kristendommen, der fremstår som dæmonisk og som selve årsagen til angst – ikke midlet til at kurere den. I “Drømmerne” fra Syv fantastiske Fortællinger (1935) vender Blixen op og ned på væsentlige ideer om Don Juan fra A’s essay “De umiddelbare erotiske Stadier eller det Musikalsk-Erotiske” fra Enten. Eller. Første Deel (1843). Her anskues Don Juan som en narcissistisk og komisk “Pralhans.” I modsætning hertil fremstår Pellegrina Leoni som en tragisk, kvindelig Don Juan, der forfører uden at ville det, hvilket er hendes forbandelse. Alt i alt konkluderes det at Blixen gør op med Kierkegaard’s religiøse livssyn og i stedet indsætter et hedensk-materialistisk, der samtidig gør op med ideen om kvinden som “Væren for Andet,” som vi finder i flere af Kierkegaard’s tidlige værker, men at de to køn “inspirerer hinanden” gennem den seksuelle tiltrækning, at det er det biologiske, der er det åndeliges startpunkt og samtidig det, der får verden til at dreje rundt. I forhold til køn og kristendom spiller Blixen altså “Djævlens advokat” med sine skjulte modtællinger, der nu kommer frem i lyset, og hun kan således også opfattes som Kierkegaard’s nemesis.
Den hovedtese, som Ph.d. afhandlingen påviser, er, at Karen Blixen i vid udstrækning brugte sine fortællinger til at bedrive skjult polemik mod Kierkegaard, primært i forhold til kristendom og køn, i stedet for blot at overtage hans ideer, som det meste af forskningen tidligere har gået ud fra. Der er ingen tvivl om at Karen Blixen var misfornøjet med fraværet af kvindelige karakterer og synsvinkler i Kierkegaards forfatterskab. Bortset fra to korte breve fra Cordelia i “Forførerens Dagbog” (1843) er kvinden gennem hele Kierkegaards forfatterskab formidlet gennem mandens opfattelse – ofte ud fra et æstetisk-romantisk syn på hende som Madonna, der er helt uvidende om erotik og seksualitet, og om hvordan mænd fungerer. I en række modfortællinger gør Blixen op med denne forestilling bl.a. i ”Carnival”, ”Drømmerne” og ”Ehrengard”.
Ph.d.en påviser også, at Blixen allerede i 1920erne havde indgående kendskab til det meste af Kierkegaards æstetisk-pseudonyme forfatterskab (1843-46), og at den relativt ukendte marionetkomedie Sandhedens Hævn fra 1926 er den første Kierkegaard-modfortælling, der støttet af Georg Brandes kritik af Kierkegaards kristendom, kan læses som en materialistisk parodi på Kierkegaards Frygt og Bæven (1843). I Blixens “En Historie om en Perle” er det Kierkegaards Begrebet Angest (1844), der er målet for hendes kritik, og her vender hun op og ned på begreberne, så det er kristendommen, der fremstår som dæmonisk og som selve årsagen til angst – ikke som midlet til at kurere den. Alt i alt konkluderes det at Blixen gør op med Kierkegaards kristne livssyn og pseudonymernes romantiske kvindesyn og i stedet indsætter et hedensk-materialistisk livssyn, der dels gør op med kristendommen som eksistentiel løsning og ideen om kvinden som “Væren for Andet”. I stedet mener Blixen at de to køn “inspirerer hinanden” gennem den seksuelle tiltrækning, og at det er det biologiske, der er det åndeliges startpunkt og det, der får verden til at dreje rundt. I forhold til køn og kristendom spiller Blixen altså “Djævlens advokat” (jvf. titlen) med sine skjulte modfortællinger, der nu for første udsættes for en samlet behandling.